Nysgerrig og idérig kommunikatør søges til spændende praktikophold

Ansøgningsfrist løbende | Praktikant

Brænder du for kommunikation, har du et godt overblik, og kunne du tænke dig at prøve kræfter med både intern og ekstern kommunikation? Så tilbyder vi i Norlys et spændende og lærerigt praktikforløb, hvor du bliver en del af en større virksomhed med mange interessenter og mulighed for et bredt kommunikationsansvar.

 | Sted: Silkeborg 

Lidt om jobbet
Vi søger en glad og udadvendt praktikant, som kan hjælpe med at varetage de daglige kommunikationsopgaver i Norlys dette efterårssemester. Vi er en virksomhed med mange divisioner, hvilket betyder, at dine kommunikative opgaver kommer til at spænde vidt. Man skal altså holde tungen lige i munden, når man den ene dag skal kommunikere om vindmøller og den næste dag om fibernet, elkabler eller strukturændringer.

Som praktikant vil du få mulighed for at prøve kræfter med bl.a.:

  • At skrive interne nyhedsartikler til vores intranet
  • At deltage i ugentlige møder i afdelingen omkring intern kommunikation og PR
  • At være med i planlægningen af vores interne tv-medie, Norlys Live – lige fra brainstorm af idéer til optagelse af udsendelser ’ude i marken’
  • Tekstning af videoer til intern og ekstern brug
  • At deltage i de store aktuelle kommunikationsprojekter

Du kan forvente frihed under ansvar, da vi ser det som en vigtig forudsætning for, at du kan udvikle dine kompetencer og få brugbar erfaring med i rygsækken. Du vil blive en del af en ambitiøs kommunikationsafdeling med otte kommunikationsspecialister under ledelse af kommunikationschefen, som referer direkte til den administrerende direktør. Teamet er fordelt på flere lokationer for at være tæt på forretningen, og du vil selv have vores hovedkvarter i Silkeborg som dit primære arbejdssted. Selv om afdelingen er spredt i dagligdagen, gør vi meget ud af at dyrke det sociale og faglige fællesskab. Du kan dermed være sikker på at have hjælpsomme kolleger omkring dig, som altid er klar til give værdifuld sparring og vejledning. Du kan samtidig i høj grad selv være med til at præge dine arbejdsopgaver i en retning, du ønsker og finder interessant.

Lidt om dig
Vi forventer, at du er studerende på bachelor- eller kandidatniveau, gerne inden for kommunikation eller journalistik. Som person er du klar til at træde ind i et stort fællesskab. Du er ambitiøs og selvstændig, uden at gå på kompromis med ordentligheden. Du evner at arbejde i teams og med forskellige samarbejdspartnere på tværs af Norlys.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Er udadvendt, opsøgende og god til at skabe stærke og vedvarende samarbejdsrelationer
  • Arbejder målrettet og struktureret
  • Har en stor interesse for kommunikation
  • Tør udfordre det traditionelle og ikke holder dig ikke tilbage, hvis du har gode idéer

Vi kan tilbyde
Et spændende praktikforløb af 3-6 måneders varighed afhængigt af mulighederne på dit studie. Vi prioriterer kommunikation højt, og du får en unik mulighed for at mærke, hvordan det er at arbejde og være i en større virksomhed. Du får et 360-graders indblik i landets største integrerede energi- og telekoncern og samtidig praktisk erfaring med både intern og ekstern kommunikation.

Praktikopholdet er ulønnet, men som studerende må du modtage en erkendtlighed på op til maksimalt 3000 kr. om måneden ved siden af din SU, og det vil du således få gennem praktikperioden hos os.

Noget for dig?
Send os en ansøgning, hvis du kan se dig selv i et praktikforløb hos Norlys. Vi holder samtaler løbende og lukker rekrutteringen, når vi har fundet den rette praktikant. Har du spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef, Birgitte Møller-Heuer på 2932 6911 eller birmol@norlys.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Norlys
Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig. Med 709.000 andelshavere, ca. 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere er vi Danmarks største energi- og telekoncern. Norlys ejer Stofa og Boxer og har hovedsæde i Silkeborg samt lokationer i blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København.

Kontakt

Birgitte Møller-Heuer
Kommunikationschef
Telefon: 2932 6911
E-mail: birmol@norlys.dk

 

Tilbage til oversigten