Gå til hovedindhold

Skift af internetudbyder

Hvis du som internetkunde ønsker at skifte udbyder, har du pr. 1. januar 2023 mulighed for at bede din nye udbyder om at koordinere skiftet fra din nuværende udbyder. På den måde bliver det nemmere for dig at skifte internetudbyder, da det minimerer risikoen for, at du skal betale for to eller flere abonnementer, eller at du står uden en internetforbindelse. Denne nye mulighed følger reglerne i ”Bekendtgørelse om oplysningskrav ved udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester”, nærmere bestemt §§ 4-8, og er en ret, du kan benytte dig af som kunde.

Når udbyderne koordinerer skiftet, er det tilladt for begge at opkræve betaling af abonnement på selve skiftedagen. Det er også tilladt, at internetforbindelsen kan være nede i maksimalt én hverdag.

Teleindustrien’s medlemmer (TI) har aftalt, hvordan man indbyrdes understøtter skiftet mellem internetudbyder bedst muligt. Herunder kan du se en beskrivelse af, hvordan et skifte mellem internetudbydere forløber, og her kan du se, hvilke udbydere der har tilsluttet sig aftalen.

Før du kan bede din nye udbyder om at koordinere skiftet af dit internetabonnement, skal følgende være opfyldt:

  • Skiftet skal ske på samme dato, så nedtagning og oprettelse sker samtidigt.
  • Der er tale om at skifte internetudbydere på faste net. Du kan derfor ikke bruge denne proces til at skifte fra eller til en mobilforbindelse.
  • Skiftet sker på samme installationsadresse. Udbyderne kan ikke koordinere skiftet, hvis internetforbindelsen skal oprettes på en anden adresse – for eksempel i forbindelse med flytning.
  • Det skal være den samme kunde, der er registreret på den eksisterende og nye forbindelse. Du kan ikke overdrage internetabonnementet til en anden person i forbindelse med skiftet.

Hvordan foregår det?

Du skal give din nye udbyder tilladelse til at opsige dit abonnement hos din nuværende udbyder på dine vegne. Det gør du ved at udfylde en opsigelsesfuldmagt i forbindelse med bestilling af internet ved din nye udbyder.

Opsigelsesfuldmagten indeholder følgende vigtige punkter:

  • Information om, at hvis du har tv-abonnement, telefoni eller tillægsydelser (for eksempel sikkerhedspakke, cloud-lager eller mailboks) hos din nuværende udbyder – der forudsætter, at du har internet samme sted – vil disse tjenester også ophøre, når dit nuværende internetabonnement ophører. Det vil også fremgå af din ordrebekræftelse, som du modtager fra din eksisterende udbyder.
  • Dit navn, adresse, navn på nuværende udbyder samt kundenummer.
  • Mulighed for at vælge en ønsket dato for skiftet - minimum 14 dage og maksimalt 6 måneder frem i tid.
  • Mulighed for at fravælge markedsføring af internet.

Opsigelsesfuldmagten bortfalder automatisk efter 12 mdr.

Når du har afgivet fuldmagten til din kommende udbyder, vil der ske følgende:

  • Din nye udbyder sender fuldmagten til din nuværende udbyder og sender en ordrebekræftelse på din nye bestilling til dig.
  • Hvis oplysningerne på fuldmagten godkendes af din nuværende udbyder, modtager du en bekræftelse på din opsigelse.
  • Hvis oplysningerne er mangelfulde eller forkerte, bliver fuldmagten afvist af din nuværende udbyder, og din nye udbyder vil kontakte dig med information om, hvorfor den er afvist. Herefter skal du udfylde en ny fuldmagt, og processen starter forfra.

Hvis ikke der sker ændringer i det, som bliver bekræftet fra din nye og din nuværende udbyder, vil din gamle forbindelse blive lukket, og den nye forbindelse bliver oprettet på den bekræftede dato.

Du skal være opmærksom på følgende:

  • Både din gamle og nye udbyder er begge berettiget til at opkræve betaling for dit internetabonnement på selve skiftedagen.
  • Udbyderne vil gøre alt for at sikre, at du ikke er uden internet på skiftedagen, men der kan være tekniske årsager til, at du er uden internet i en begrænset periode. Dog maksimalt 1 hverdag. Hvis du mod forventning oplever at stå uden internet i mere end 1 hverdag, kan du være berettiget til kompensation.

 

Vejledning til opsigelsesfuldmagt

Herunder kan du se et eksempel på en opsigelsesfuldmagt. Teksten i kursiv er vejledende tekst til de forskellige felter i fuldmagten.


Jeg giver tilladelse til, at min nye udbyder på mine vegne opsiger mit internetabonnement hos min nuværende udbyder og flytter internetforbindelsen til et nyt abonnement hos min nye udbyder.

Bemærk: Hvis du har tv-abonnement, telefoni eller tillægsydelser (fx sikkerhedspakke, cloud-lager eller mailboks) hos din nuværende udbyder – som forudsætter, at du har internet samme sted – så vil de tjenester også ophøre, når dit nuværende internetabonnement ophører.

Dine oplysninger:

  • Navn: Her skal du udfylde dit navn eller virksomhedens navn hvis skiftet er for en virksomhed. Du skal være opmærksom på, at dette navn skal være det samme som det navn din nuværende udbyder har registreret på abonnementet.
  • CVR-nummer (kun erhvervskunder): Hvis skiftet er for en virksomhed, skal virksomhedens CVR nummer angives her.
  • Adresse, postnummer og by: Her skal du udfylde din adresse.
  • Installationsadresse (hvis forskellig fra kundeadresse): Hvis internetforbindelsen som skal flyttes er er på en adresse der er forskellig fra din registrerede bopælsadresse, skal installationsadressen skrives her. Hvis det er samme adresse, skal der ikke udfyldes noget.
  • Nuværende udbyder: Her skal du skrive navnet på din nuværende udbyder, altså den udbyder internetforbindelsen skal flyttes FRA.
  • Kundenummer hos nuværende udbyder: Her skal du udfylde dit kundenummer hos din nuværende udbyder. Kundenummeret står normalt på regningen fra din nuværende udbyder.


Hvornår ønsker du at flytte dit internetabonnement?
Jeg ønsker, at mit internet bliver flyttet på følgende dato (eller hurtigst muligt herefter):

Ønsket leveringsdato: (Her skal du udfylde den dato du ønsker at skifte bredbåndsudbyder. Datoen må tidligst ligge 14 dage og senest 6 mdr. fra d.d.)

Bemærk: Har du ønsket en dato, der ligger før udløbet af din bindings- eller opsigelsesperiode hos din nuværende udbyder, har udbyderen ret til at opkræve betaling for den resterende del af din bindings- eller opsigelsesperiode. Hvis du vil undgå at betale for to abonnementer på samme tid, skal du vælge den dato, hvor din bindings- og opsigelsesperiode ophører hos din nuværende udbyder. Du kan finde oplysning om bindings- og opsigelsesperioden i abonnementsvilkårene hos din nuværende udbyder. Der kan gå op til 2 hverdage, fra vi modtager din fuldmagt, til vi kan give besked om opsigelsen til din nuværende udbyder. Derfor bliver din opsigelsesdato regnet fra den dato, hvor din nuværende udbyder har fået fuldmagten.

(Internetudbydere har typisk en opsigelsesperiode på 30 dage, 1 måned, eller muligvis løbende måned til den 1. for private abonnementer. For erhverv er det typisk længere. Derudover kan der også være en bindingsperiode på typisk 6 måneder for private abonnementer og typisk længere for erhvervsabonnementer/aftaler. Indenfor disse perioder, er din nuværende udbyder berettiget til at opkræve abonnementsbetaling. Hvis du vil undgå at skulle betale det samtidig med, at du skal betale for dit nye abonnement hos din nye udbyder, skal du sørge for at ønske en skiftedato EFTER, at disse perioder udløber. Når din udbyder beregner disse perioder, bliver det gjort fra den dato din opsigelse modtages. Da der kan gå op til 2 dage fra, at din nye udbyder får din fuldmagt, til at den sendes videre til din nuværende udbyder, skal du lægge 2 dage til, når du tæller dage fra d.d. til udløbet af opsigelses- og/eller bindingsperiode.)

Vi sender dig en bekræftelse, hvor du kan se den endelige leveringsdato.

(Din nye udbyder vil selvfølgelig prøve at efterkomme den ønskede dato, som du har angivet ovenfor, men det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre. Derfor vil den dato, hvor skiftet finde sted, være den dato du får bekræftet fra den nye udbyder.)

 

Markedsføring (sæt evt. kryds):

□ Min nuværende internetudbyder må ikke kontakte mig med markedsføring om internet.

(Her har du mulighed for at angive, at du ikke ønsker at modtage markedsføring om internet fra din nuværende internetudbyder. Hvis du afkrydser dette felt, vil du IKKE modtage markedsføring fra den nuværende internetudbyder om Internet. Hverken på e-mail, telefon, SMS eller brev. Hvis du tidligere har afgivet samtykke til elektronisk markedsføring, betragtes en afkrydsning derfor også som en tilbagetrækning af dette. Det betyder dog ikke, at du har givet samtykke til elektronisk markedsføring, hvis du IKKE afkrydser feltet. Samtykket skal altid indhentes separat og efter særlige regler. Dit fravalg af markedsføring vil også gælde produkter, der forudsætter, at du har en internetforbindelse hos din nuværende udbyder.)

Denne fuldmagt bortfalder automatisk efter 12 måneder.

(Det betyder, at hvis du har fravalgt at modtage markedsføring om internet, bortfalder fravalget efter 12 måneder, og du vil igen kunne modtage markedsføring, der ikke kræver dit direkte samtykke.)