Gå til hovedindhold

Mistet din mobil?

Har du mistet din mobil eller fået den stjålet? Vi guider dig gennem de vigtigste trin, så du hurtigt kan beskytte dit abonnement og dine oplysninger.

Hvad sker der, når du spærrer dit abonnement?

Når du spærrer dit SIM-kort, kan det ikke længere bruges til opkald, sms eller mobildata. Det beskytter dit abonnement mod misbrug.

Vær opmærksom på, at dit mobilabonnement fortsætter, selvom SIM-kortet er spærret. Spærring er ikke det samme som at opsige abonnementet, og du vil derfor fortsat modtage en regning.

Ønsker du at bruge abonnementet igen, skal du bestille et nyt SIM-kort eller et eSIM. Du kan fortsat beholde dit nuværende telefonnummer.

Beskyt dine personlige oplysninger

Hvis din mobil er blevet stjålet, er det vigtigt at handle hurtigt. Selvom du har spærret dit abonnement, kan andre stadig få adgang til dine personlige oplysninger, hvis mobilen ikke er beskyttet med en skærmlås.

Skift dine adgangskoder

Start med at skifte adgangskoder til de tjenester, du bruger mest, fx:

  • MitID
  • E-mail
  • MobilePay
  • Netbank
  • Sociale medier

Har andre adgang til din e-mail, kan de i nogle tilfælde nulstille adgangskoder til andre tjenester og få adgang til dine konti.

Godt at vide: MobilePay har sin egen adgangskode, som du ændrer direkte i appen.

Anmeld tyveriet

Er din mobil blevet stjålet, bør du anmelde tyveriet til politiet.

Hvis du vil anmelde skaden til dit forsikringsselskab, skal du ofte oplyse mobilens IMEI-nummer.

Find dit IMEI-nummer

Du kan finde IMEI-nummeret på flere måder:

  • På æsken, mobilen blev leveret i.
  • Ved at taste *#06# på mobilen og trykke på opkald.

Det er en god idé at gemme IMEI-nummeret et sikkert sted, så du har det, hvis mobilen bliver væk eller bliver stjålet.