Kom flyvende fra start
Det betyder meget at få en god start på karrieren. Derfor står vi klar til at give dig ansvar og løbende udfordre dig, så du vokser med dine opgaver og kommer godt ind i din nye rolle. Hos Norlys bliver du nemlig en del af en arbejdsplads, hvor vi løfter både opgaverne og hinanden.
Her kan du læse om, hvordan det er at være hos Norlys, når du er ny i din karriere. Hvis du vil læse mere om Norlys som koncern, kan du gøre det her.
Få et fedt studiejob
Er der noget bedre end at få fingrene i det, man interesserer sig allermest for? Ikke, hvis du spørger os. Derfor er vi glade for, at vi kan tilbyde mere end 70 studentermedhjælpere et studierelevant job – og måske også dig.
Vi har studentermedhjælpere fra vidt forskellige uddannelser. Det vigtigste er, at du er klar til at dele din viden med os og tage imod den viden og erfaring, vi kan tilbyde dig. Vi sætter dine opgaver sammen, så de matcher dit studie, og vi er selvfølgelig fleksible, så der bliver tid til både projektarbejde og eksamener.
Hos Norlys har vi en ambition om at være den ansvarlige nytænker. Hvis der også er en nysgerrig og ansvarsfuld nytænker gemt i dig, er det bare om at holde øje med vores ledige stillinger, så du kan begynde at kombinere studiebøgerne med virkeligheden. Vi deltager løbende på uddannelsesmesser, så kig efter vores stand, næste gang du er afsted.
”I mit job lærer jeg meget om professionel kundekommunikation. Både den organiserede træning og praktiske erfaring tager jeg med mig ind i mit studie. Jeg oplever, at jeg bliver god til at tale med alle typer af mennesker, og den evne tager jeg med mig videre i min karriere.”
– Simone Høyer Johansen, studentermedhjælper
Nyuddannet? Find vej ind i Norlys
Du skal ikke holde dig tilbage, fordi du kommer lige fra skolebænken. Har du hovedet fuldt af den nyeste viden og kroppen fuld af gåpåmod, så har vi tilliden til at kaste dig ud i opgaverne. Og vi klæder dig selvfølgelig godt på til dem.
Der er mange veje til det første fuldtidsjob hos os. De fleste nyuddannede går den traditionelle vej med jobopslag og samtalerunder – men vi har også medarbejdere, som startede i praktik eller studiejob, og som i dag er fastansatte.
Når du er landet i Norlys, vil du fortsat have mange veje at gå. Vi tror nemlig på værdien af internt jobskifte, og vi er altid klar til at tage en snak med dig om, hvor du ser dig selv, og hvad du gerne vil. Det kalder vi karriereveje.
”Jeg startede med tre måneders praktik som en del af mit studie. Derefter blev jeg ansat som studentermedhjælper og sad i den stilling de sidste tre måneder af studiet. Da jeg var færdiguddannet, blev jeg tilbudt en fuldtidsstilling. Hele vejen igennem var det naturligt at tale om min mulighed for at fortsætte i Norlys.”
– Emma Søndergaard, økonomiassistent
Netværk på tværs
I Norlys kommer fællesskabet først. Derfor har du både som praktikant, elev, studentermedhjælper og almindelig fuldtidsansat mulighed for at blive en del af Norlys Youth Network. Netværket er for dig, der er i starten af din karriere, og som ønsker at udvikle dig i fællesskab med andre.
Vi afholder to netværksarrangementer hvert halve år. Her står vi klar med faglige oplæg, teambuilding og frokostarrangementer, så du udvider dit forretningskendskab og samtidig får rum for at sparre og erfaringsudveksle med de andre deltagere.