Hvor kan jeg oplade min elbil og plugin-hybrid?

Måske har du allerede spottet ladestandere ved blandt andet store supermarkeder, storcentre, p-pladser og tankstationer – især i de store byer. Efterhånden findes der nemlig mange steder, hvor du kan oplade din elbil eller plugin-hybrid. Så kan bilen få en tiltrængt opladningspause, mens du er på arbejde, klarer dagens indkøb eller tager en tur i biografen eller på restaurant.


Du kan både oplade privat og offentligt

Overordnet set kan du enten lade din elbil op derhjemme, hvis du køber en privat ladeboks, eller ved en af de mange offentlige ladestandere, der findes i dag.

Både hjemme i privaten og på langt de fleste offentlige ladestandere, kan du lade din bil op med det såkaldte Type 2 stik, der i dag er den europæiske standard for ladestik. Det vil altså sige, at det også typisk vil være samme stik, du finder på ladestandere uden for Danmarks grænser.

På ladestandere i nærheden af motorvejen og andre trafikale knudepunkter, vil du også ofte kunne finde hurtigladerstik, der gør optankningstiden kortere, så du hurtigt er videre igen.


Sådan finder du en ladestander

Selvom der efterhånden er mange ladestandere rundt omkring, kan det være rart at have overblikket over, præcist hvor de befinder sig. Der er flere hjemmesider, som har lavet overblik over, hvor i landet de forskellige ladestandere er placeret. For hvis du skal på en af de helt lange køreture, er det en god idé at planlægge dine opladninger for at holde kadencen.

De fleste elbiler og plugin-hybrid kan hjælpe med at søge ladestandere frem. Men hvis du forbereder dig hjemmefra, kan du også gå ind på de forskellige udbyderes hjemmesider og apps for at finde deres ladestandere. Eller du kan bruge hjemmesider som for eksempel PlugShare, der giver dig et samlet overblik over ladestandere i hele verden på tværs af udbydere, eller A Better Route Planner, som kan bruges til at planlægge ladestop på din tur.

Er du også elektrisk omkring elbiler?

Vi er ellevilde med elbiler. Og vi har et produkt på vej, der sandsynligvis er lige noget for dig, hvis du har en elbil - eller overvejer at få en.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og vær en af de første, der får besked, når vi endelig kan løfte sløret for vores nye produkt.

Tilmeld nyhedsbrev