El og gasKundeservice
70 15 16 70
Internet og tvKundeservice
70 33 20 33
Hovednummer
70 11 50 00
Annuller

Bliv klogere på elafgift og opladning

Elafgiften er en stor del af din elregning. Men du kan få den refunderet på den mængde strøm, som du bruger på opladning af din bil. Det giver dig en meget lav opladningspris.

Hvad er elafgift?

Alle danske elkunder - uanset hvilken elleverandør de har - skal betale elafgift på den strøm der forbruges.

Elafgifterne er et resultat af både nationale og internationale politiske aftaler og love. Formålet med elafgiften er at skabe et incitament til, at vi alle skruer ned for forbruget af el, og dermed skruer ned for CO2-udslippet, der er forbundet med produktion af el.

Som elkunde hos Norlys er du garanteret, at du får dækket 100% af dit forbrug med strøm fra vedvarende energikilder, såsom vind, sol og vand. Men der er stadigvæk strøm fra fossile brændstoffer i det danske elnet, og dermed skal vi stadig betale en fælles elafgift for vores strøm.

Få elafgiften refunderet når du lader din bil op

For at fremme miljøvenlige eldrevne biler er det politisk bestemt, at ladeoperatører kan søge om at få elafgiften refunderet, på vegne af privatkunder.

Når du skal betale for din strøm, så vil elafgiften være en del af din elregning. Har du et abonnement eller serviceaftale med en ladeoperatør, som indeholder mulighed for at få elafgiften refunderet, så vil du efterfølgende få elafgiften refunderet for den delmængde strøm, som er brugt til opladning af din bil.

Nogle ladeoperatører vælger at udbetale et mindre beløb til kunden, end den officielle sats som de selv modtager. Som Norlys opladningskunde får du altid den offentlige sats 100 % refunderet. Du får det endda fratrukket hver måned direkte på din Norlys elregning, så du ikke skal lægge ud for omkostningen. 

Den offentlige sats for elafgift reguleres hvert år, og er indtil videre aftalt til at gælde til 2030. Den aktuelle sats kan ses her.

Bemærk, for at være berettiget til afgiftsrefusion må du dog ikke have solceller, og din bolig må ikke være registeret som elopvarmet. Læs mere nederst på siden.

Hvad sparer jeg på et år?

Det er naturligvis forskelligt hvor mange kilometer du kører på et år, og hvor effektiv din bil er - dvs. hvor langt du kommer for 1 kWh.

Som en tommelfingerregel siger man, at en elbil i gennemsnit kører omkring 5 km pr. kWh. Kører du f.eks. 20.000 km om året, og oftest lader bilen op derhjemme, så vil du bruge ca. 4.000 kWh om året på strøm til opladning.

Med en opladningsaftale fra Norlys, får du det fulde refusionsbeløb refunderet på den strøm, som du bruger, på opladning af din bil. Beløbet refunderes automatisk på din Norlys elregning. Pr. 1. juli 2022 er satsen 94,88 øre/kWh, hvilket giver dig en årlig besparelse på 3.795 kr.

Fratrækker vi udgiften til ladeabonnement (79 kr./måned), så lyder den årlige besparelse på 2.847 kr.

Har du solceller eller elopvarmet bolig? Så kan du ikke få yderligere refusion

Hvis du har solceller, en vindmølle eller elopvarmet bolig, kan du få reduceret elafgift, hvis dit forbrug overstiger 4.000 kWh pr. år.

Det betyder dog også, at du ikke er berettiget til at få yderligere afgiftsrefusion for den strøm, som du bruger til at oplade din elbil. Det kræver nemlig, at der er betalt fuld elafgift for al den strøm, der søges refusion for. Og det er ikke tilfældet hvis du fx har solceller eller elvarme.