Teknisk support til solceller

Har du brug for hjælp til dine solceller, kan du prøve at finde hjælp herunder i manualerne til de fleste af vores solcelle-invertere, i fejlsøgningsguiden eller under Gode råd og viden.

Hjælp til solceller

 

Norlys har ikke en service afdeling, hvorfor vi kun kan hjælpe med forhold, som er dækket af Norlys' garantier.

Vil du vide mere om hvad Flexafregning betyder for dig som solcelleejer, kan du finde ofte stillede spørgsmål her.

Manualer til download


Her finder du vejledninger og manualer til de fleste af vores solcelle-invertere.

For yderligere materiale kan du gå til producenternes hjemmesider.

Fejlsøgningsguide

 

Mange henvendelser om solcelleanlæg vedrører forhold, som man selv kan løse.

Derfor har vi lavet en guide til fejlsøgning, så du hurtigt kan komme i gang med at producere strøm igen.

Kostal fejlsøgningsguide

Har du en Kostal inverter, kan du prøve at finde hurtig hjælp i fejlsøgningsguiden her.

SMA fejlsøgningsguide

Har du en SMA inverter, kan du prøve at finde hurtig hjælp i fejlsøgningsguiden her.

Danfoss fejlsøgningsguide

Har du en Danfoss inverter, kan du prøve at finde hurtig hjælp i fejlsøgningsguiden her.

Anden inverter

Har du en anden inverter end de 3 nævnte, kan du prøve at finde hurtig hjælp i fejlsøgningsguiden her.

Fejlmeld solcelle

Finder du ikke svar i ovenstående fejlsøgningsguider, kan du indmelde en fejl på dit solcelleanlæg. Din henvendelse vil blive sendt direkte videre til vores servicepartner, hvorefter du vil blive kontaktet. 

Fejlmeld dit solcelleanlæg

Gode råd og viden om solceller

Norlys sælger ikke længere solcelleanlæg, men vi har samlet lidt viden, som du måske finder nyttig. Bemærk at der er tale om generelle råd, så der kan være forhold hos dig, der gør at ikke alle oplysninger passer netop på dit anlæg.

Finder du ikke svar her, anbefaler vi at du tager fat i en af de eksisterende aktører i markedet, Energistyrelsen eller din elektriker.

Producerer mit solcelleanlæg nok?

Du kan følge dit solcelleanlægs el-produktion på din inverter enten på display eller via en app. Det er en god ide at skrive produktionen ned en gang om måneden, så du bliver opmærksom på anlæggets drift og opdager, hvis der er noget galt.

På din ordrebekræftelse eller i dit tilbud vil der ofte være et tal for hvor meget dit solcelleanlæg kan producere ved optimal placering. Når du tager hensyn til de lokale forhold som skygger, tilsmudsning, hældning og orientering har du en idé om, hvor meget netop dit solcelleanlæg skal producere.

Under Manualer kan du se, hvordan orientering og hældning påvirker, hvor meget energi der rammer dit solcelleanlæg.

Bemærk at din elmåler viser hvor meget strøm du lægger ud på nettet. Det vil sige den del af din produktion, du ikke selv kan bruge med det samme. Derfor kan du ikke se på din elmåler, hvor meget strøm du producerer. Af samme grund ved din el-leverandør eller dit el-netselskab heller ikke hvor meget strøm du producerer.

Hvor meget strøm sælger jeg?

Typisk kan man på sin elmåler samt på eloverblik.dk se, hvor meget strøm man lægger ud på el-nettet. Har du spørgsmål til din elmåler eller afregningen af dit solcelleanlæg så kontakt din el-leverandør eller Energistyrelsen.

Skal mit solcelleanlæg serviceres?

Der er ingen krav om at et solcelleanlæg, ligesom f.eks. en varmepumpe, serviceres. Det er helt op til dig selv. Derimod er der nogle ting som det er en god idé at være opmærksom på.

Et solcelleanlæg er strømførende og giver dig ofte en væsentlig besparelse på elregningen. Derfor kan et besøg fra en solcelleekspert være en god idé, hvis du er i tvivl om det kører som det skal – eller bare for at have ro i maven.

Vedligeholdelse af solcelleanlæg

Ligesom med alt andet er det en god idé at være opmærksom på om dit solcelleanlæg har det godt.

Her er et par områder som vi anbefaler, at du er opmærksom på.

Følg el-produktionen og fejlmeddelelser

Dette gør man nemmest ved at skrive produktionen ned hver måned og være opmærksom på om den grønne diode lyser. Er der ingen lys i dioderne eller lyser den røde eller gule diode kan det være tegn på fejl. Ved fejl vil der ofte være en fejlkode. Se i inverterens manual eller gennemgå fejlsøgningsguiden.

Hold inverteren ren

En inverter er godt indkapslet – hvor godt er forskelligt fra model til model, men den er også et stykke elektronik og som alt andet elektronik kan spindelvæv og støv medføre f.eks. en kortslutning eller nedsætte effektiviteten på blæseren. Derfor er det en god idé at sikre at inverteren er ren. Inverteren tørres af med en tør eller hårdt opvredet klud og støvsuges gerne ved ventilatoren.

Kan inverteren komme af med varmen?

Din inverter bliver varm når der løber strøm igennem den. Jo mere den producerer, jo varmere bliver den. Det skyldes, at der er et lille tab af strøm i din inverter. Tabet bliver til varme som inverteren skal af med via blæser eller køleribber.

Derfor skal du sikre, at den ikke er dækket til, lukket inde i et tæt skab eller gemt bag nogle kasser eller jakker. En unødvendigt varm inverter skal bruge mere energi på at køle sig selv ned, er mindre effektiv og lever ikke så længe.

Rengøring og vedligeholdelse af solcellemoduler

Norlys anbefaler kun ved væsentlig tilsmudsning at rengøre solcellemoduler. Men det er en god ide, at være opmærksom på, om det er nødvendigt på dit tag. For at opretholde Norlys' garantier for såvel solcellemodulernes funktionalitet og fysiske beskaffenhed samt effektgarantierne skal nedenstående råd og vejledning altid følges ved rengøring.

  • Modulerne rengøres kun med postevand eller med opsamlet regnvand renset for større partikler. Postevand kan afsætte kalkmærker, som dog forsvinder efter regnvejr.
  • Der må ikke anvendes opvaskemiddel, skurepulver, blegemiddel, universalt rengøringsmiddel og andre typer af kemikalier eller slibemidler. Anvendes sådanne midler bortfalder garantien på solcellemodulerne.
  • Rengøringen foretages ved hjælp af en vandslange. Højtryksspuler må ikke anvendes, da de hårde stråler kan ødelægge modulerne.
  • Til rengøring og eventuelt aftørring af solcellemodulerne anvendes en blød svamp, blød børste, klud eller glassvaber. Der må ikke anvendes glasskrabere, ståluld eller andre skarpe genstande til rengøring af modulerne. Anvendes en eller flere af disse redskaber, bortfalder garantien på modulerne.
  • Rengør ikke modulerne, når solen skinner, da koldt vand på en meget varm overflade kan ødelægge lamineringen eller glasset på solcellemodulerne. Rengør derfor modulerne i gråvejr, om morgenen, aftenen eller når anlægget ligger i skygge.
  • Gå ikke på solcellemodulerne, da de ikke er konstrueret til at modstå større punktvise belastninger. Modulerne kan endvidere være glatte og udgør dermed en sikkerhedsrisiko.

Test dit HPFI-relæ

I din el-tavle eller i en separat eltavle sidder et HPFI relæ mærket ”solceller” eller lign. Relæets formål er at beskytte dig. Relæet skal, ligesom det HPFI der kan afbryde for hele dit hus, testes to gange om året. Dette gøres ved at trykke på testknappen som sidder på relæet. Når du trykker skal relæet slå fra. Herefter kan du tænde det igen.

Sidder solcellemodulerne fast?

Dine solcellemoduler skal ligge på dit tag i mange år. Vind og vejr påvirker modulerne, hvorfor det er en god idé at være opmærksom på om der er tegn på at et beslag er ved at løsne sig. Er det tilfældet skal det efterspændes.

Er der nye skyggegivere?

Selv om der ikke var skygge på dit tag, da solcelleanlægget blev monteret kan det godt være at dine egne eller naboens træer er vokset så de i dag eller snart skygger for dit solcelleanlæg. Overvej evt. om de skal beskæres.

Hvad gør jeg hvis der er sne på mine solceller?

Når der er sne på dine solcellepaneler, vil de ikke producere strøm. Det vil ikke kunne betale sig at fjerne sneen, da anlægget laver meget lidt strøm om vinteren. Ønsker du alligevel at fjerne sneen, kan du bruge en blød kost.

Jeg skal have renset mit tag

Norlys eller modulproducenten har ikke mulighed for at teste alle tagrensningsmidler på markedet. Derfor ved vi ikke hvordan de vil påvirke modulerne og kan derfor ikke tage ansvaret for eller godkende brug af tagrensningsmidler på solcellemoduler eller kabler. Spørg det firma der vil tilbyde servicen, hvordan de forholder sig til at du har solcellemoduler.

Skal du have nyt tag?

Et solcellemodul holder i mange år og derfor vil mange skulle skifte taget i solcellemodulernes levetid. Det må man selvfølgelig gerne. Eniig har desværre ikke længere en montageafdeling, så vi kan ikke hjælpe med arbejdet - derfor skal du ud og finde en virksomhed, som kan og vil hjælpe dig. Vi anbefaler, at man bruger en virksomhed, der har erfaring med solceller.

Hvad med garanti?

I forbindelse med at andre arbejder på solcelleanlægget vil det selvfølgelig påvirke Eniigs garanti. Generelt dækker vores garanti ikke længere områder, som kan være påvirket af andres arbejde på anlægget. Her et par eksempler, men flere områder kan være berørt:

Arbejder udført af andre firmaer eller private, herunder fastgørelse af solcellemodulerne

Skader på solcellemoduler, el-materialer og montageudstyr som kan skyldes håndteringen

Utætte tage

DC-stik som har været adskilt

Vi anbefaler, at man særligt er opmærksom på:

Stik på taget, som skal adskilles og samles med korrekt værktøj for ikke at tage skade. Derudover er det meget vigtigt at der ikke kommer fugt i stikkene mens de er adskilt. Overvej evt. nye stik.

Håndtering af solcellemodulerne skal være skånsom, da cellerne i modulerne kan få skader ved vrid eller stød, som man først ser efter en længere periode. Dette gælder både under selve arbejdet og ved opbevaringen.

Håndtering af kabler på taget og på solcellemodulerne så de ikke bliver klemt eller udsat for vrid.

Personfare, da der er en høj DC spænding på solcellemodulerne, som kan skabe en lysbue, der kan give stød og derudover skade stik og moduler. Bemærk at der altid er spænding på solcellemoduler når solen skinner – de kan ikke slukkes.

Jeg vil gerne udvide mit solcelleanlæg

Drømmer du om flere solcellemoduler eller et batteri, så er det første du skal forholde dig til, hvordan dit solcelleanlæg bliver afregnet. Hvis du får støtte til dit anlæg i form af nettoafregning eller en forhøjet betaling for overskudsstrøm kan du selv ved mindre ændringer miste retten til din afregningsaftale og skulle ansøge til de gældende, og væsentligt ringere afregningsordninger for hele solcelleanlægget. Kontakt Energistyrelsen for at høre nærmere.

Bestemmer du dig for at udvide anlægget efter du har overblik over afregningen fra anlægget, så tag en snak med din nye solcelleleverandør om mulighederne. 

Hvorfor har mit solcelleanlæg ikke den effekt, som modulerne har?

Solcellepanelerne i et optimalt solcelleanlæg i Danmark har en højere mærkeeffekt, end inverteren kan lukke igennem. Dette skyldes, at modulerne kun opnår mærkeeffekten ved en meget høj solindstråling, som vi ikke har så ofte i Danmark. Man vil derfor kun sjældent udnytte inverterens kapacitet, og produktionen vil kun i meget begrænset omfang være påvirket af den mindre inverters effekt. Derfor er den bedste sammensætning i Danmark en inverter med mindre effekt end panelerne.

Derudover påvirkes solcellemoduler meget af varme. På dit datablad på solcellemodulet kan man se, at effekten falder ca. 0,4 % for hver grad, som temperaturen stiger over 25 grader, som er den temperatur panelerne er testet og mærket efter. På en varm sommerdag vil modulerne ofte være over 50 grader varme, og dermed vil mærkeeffekten fra solcellepanelerne i solskin ofte være begrænset med 10-20%. Dette skyldes, at den elektriske modstand stiger, når panelerne opvarmes af solen. Til gengæld har man ofte glæde af mange timer med sol på en varm sommerdag.

Hvordan virker et solcelleanlæg?

Solen rammer solcellepanelerne på taget, som producerer strøm. Flere paneler er koblet sammen inden strømmen ledes ned til inverteren. Inverterens opgave er at konvertere den jævnstrøm som solcellepanelerne producerer om til vekselstram, som vi kan bruge den i huset. Inverteren sender strømmen ind i eltavlen, hvor også alle apparaterne der bruger strøm i huset er tilkoblet.

I første omgang forsyner solcelleanlægget lys, tv, vaskemaskine, fryser osv. i huset – der er altid noget i et hus, der bruger strøm. Bliver hele strømproduktionen ikke brugt inde i huset løber strømmen videre ud på elnettet igennem elmåleren, som registrerer, hvor meget overskudsstrøm, der løber ud på el-nettet.