Kvartalsnyt
Sådan påvirker el- og gasmarkedet din virksomhed
Foråret er på vej, og det er tid til at gøre status. Efter en vinter præget af høje energipriser og geopolitiske spændinger, kan vi nu se frem mod foråret.
Vi har samlet en kort og overskuelig opdatering på el- og gasmarkedet, der giver dig et hurtigt overblik over markedets udvikling og de faktorer, som har haft betydning for de seneste måneders energipriser – og som fortsat kan spille ind på priserne ind i den kommende tid.
Kort status: Elmarkedet
Stigende elpriser: Starten på året har budt på højere elpriser, primært drevet af koldt vintervejr, stigende gaspriser samt usikkerhed på det globale marked. Disse faktorer har skabt øget volatilitet, som især har påvirket elmarkedet i hele Europa.
Hydrobalancen ser positiv ud: Selvom vi har oplevet en periode med tørrere vejr, ligger vandmagasinerne fortsat over normalniveau. Det skyldes en god fyldning hen over vinteren og gunstige vejrforhold. En stærk hydrobalance er med til at stabilisere elpriserne i Norden.
Prognosen: Fremadrettet forventes mildere temperaturer, flere lyse timer og øget vindproduktion. Disse faktorer kan være med til at presse elpriserne ned. Dog er der fortsat usikkerhed omkring vejrforhold og geopolitiske begivenheder, som kan ændre billedet.
Kort status: Gasmarkedet
Stabil gasforsyning i Danmark og Europa – Tyra-feltet er igen i fuld drift. Efter fem års vedligeholdelse er feltet nu tilbage, hvilket har styrket forsyningssituationen og bidrager til en mere stabil gasleverance.
Lagrene er lavere end normalt: Det kolde vintervejr og det øgede gasforbrug har ført til et markant lagerudtræk. Samtidig har udløbet af gastransitaftalen mellem Rusland og Ukraine reduceret mængden af rørført gas til Europa, hvilket yderligere har presset lagerbeholdningen i bund.
Udsigt til lavere danske gaspriser: Med Tyra-feltets produktion tilbage på fuld kapacitet ser vi allerede en tendens til lavere gaspriser i Danmark sammenlignet med vores nabolande. På sigt kan dette styrke konkurrenceevnen for danske virksomheder, der er afhængige af gas.
Fokus på EU’s lagerfyldningsmål: De nuværende krav til gaslagerfyldning lægger pres på sommerens kontrakter og kan potentielt øge priserne i sommermånederne. Der er dog løbende diskussioner i EU om at lempe målene, hvilket kan lette presset og skabe mere stabilitet i markedet.