Kender du truslerne mod din virksomhed?
Du er med til at bestemme, om et cyberangreb mod din virksomhed skal være vellykket. Du kan nemlig selv gøre meget for at beskytte virksomheden. Ved at lave et overblik over dine værdier, sårbarheder og trusler, bliver du klar over, hvor du bør sætte ind for at holde it-kriminelle ude.
Du kan fx bruge Digitaliseringsstyrelsens IT-risikovurderingsværktøj til at få overblikket over trusselsbilledet mod din virksomhed. For at få styr på din virksomheds it-sikkerhed kan du bruge sikkerhedstjekket her fra Virksomhedsguiden.
Test: Hvor sikker er du og dine medarbejdere online?
Hacking. Phishing. Datalæk. Der er meget snak om online kriminalitet, og flere og flere små og mellemstore virksomheder oplever vellykkede cyberangreb.
Tag testen og bliv klogere på, hvor sikkert du og dine medarbejdere færdes i det digitale landskab.
Test din sikkerhedKan dine medarbejdere spotte falske e-mails?
Som virksomhedsejer bør du instruere dine medarbejdere i at identificere falske e-mails. Når dine medarbejdere forstår at beskytte sig imod phishing-angreb, minimerer du nemlig risikoen for både økonomiske tab og tab af data, mens du samtidig beskytter virksomhedens fortrolige oplysninger og omdømme.
Det er vigtigt at skabe en kultur, hvor cybersikkerhed betragtes som et fælles ansvar, og hvor medarbejderne bruger deres sunde fornuft, inden de klikker på et link. Her får du vores guide til at klæde dine medarbejdere på til opgaven:
-
Uddannelse og opmærksomhed: Dine medarbejdere bør modtage regelmæssig uddannelse i cybersikkerhed og holde sig opdaterede på de seneste trusler og angrebsmetoder. Uddannelsen kan fx bestå af træning i identifikation af phishing-e-mails, stærke adgangskoder og opdatering af software.
-
Politikker og retningslinjer: Du bør implementere klare politikker og retningslinjer for cybersikkerhed i din virksomhed. Det kan fx omfatte regler for brug af personlige enheder, adgang til virksomhedens netværk og opbevaring af fortrolige oplysninger.
-
Opdateret software og systemer: Det er vigtigt, at software og operativsystemer altid er opdateret på alle enheder i din virksomhed. Det inkluderer antivirusprogrammer, firewall-beskyttelse og regelmæssige software- og sikkerhedsopdateringer.
-
Sikkerhedskopiering og datahåndtering: Virksomheden bør have en god praksis for sikkerhedskopiering for at beskytte vigtige data mod tab eller ødelæggelse. Du bør også sørge for at have nogle helt faste procedurer for håndtering af følsomme data og for adgangsrettigheder.
-
Adgangsstyring: Ved at have en stærk styring af adgangsrettigheder og begrænse, hvilke medarbejdere der har adgang til hvilke systemer, kan du minimere risikoen for uautoriseret adgang til virksomhedens systemer og data.
-
Beredskabsplan: En god plan er guld værd, hvis uheldet er ude. Derfor bør du udvikle en beredskabsplan med en oversigt over de trin, der skal følges i tilfælde af et cyberangreb eller dataovertrædelse. Trinene bør beskrive håndtering af angrebet, kommunikation med berørte parter og relevante myndigheder samt gendannelsesprocedurer.
-
Overvågning og rapportering: Det er vigtigt, at du reagerer hurtigt, hvis din virksomhed bliver udsat for en sikkerhedstrussel. Derfor er det en god idé at implementere sikkerhedsovervågning af dine systemer, så du får besked om det, hvis du skal være ekstra opmærksom.
At sørge for cybersikkerheden i din virksomhed er en kontinuerlig proces, der kræver opmærksomhed og løbende tilpasning til de skiftende trusselslandskaber. Men ved at følge disse trin er du helt grundlæggende bedre rustet til at beskytte din virksomhed mod succesfulde cyberangreb og minimere risikoen for datatab eller uautoriseret adgang til følsomme oplysninger.
Sådan finder it-kriminelle sårbarhederne i din virksomhed
It-kriminelle går ofte målrettet efter de små og mellemstore virksomheder. De ved nemlig, at disse virksomheder ofte har mindre sikkerhedsbudgetter og ressourcer til at beskytte sig. Samtidig har de masser af værdifulde data – fx følsomme kundeoplysninger, betalingsoplysninger og forretningshemmeligheder – som de it-kriminelle kan udnytte eller sælge.
Derudover kan små og mellemstore virksomheder bruges som ”det svage led” i forsyningskæden. Ved at hacke systemer og netværksforbindelser hos små og mellemstore virksomheder, kan de it-kriminelle få adgang til større mål.
Kend metoderne og kom et skridt foran
Ved at blive bekendt med de metoder, it-kriminelle bruger for at finde sårbarhederne i din virksomhed, kan du bedre beskytte din virksomhed og komme cyberangrebene i forkøbet. Derfor har vi samlet denne liste til dig, hvor du bliver klogere på nogle af hackernes metoder:
-
Sårbarhedsscanninger: Ved hjælp af specialiseret software kan it-kriminelle udføre automatiske svaghedsscanninger af virksomhedens netværk og systemer. Disse scanninger identificerer sårbarheder som forældet software, manglende sikkerhedsopdateringer eller dårlig konfiguration, som kan udnyttes.
-
Phishing og social engineering: For at narre medarbejdere til at afsløre fortrolige oplysninger eller klikke på skadelige links benytter it-kriminelle sig fx af falske e-mails. Disse mails ser ud, som de kommer fra legitime kilder, og derfor er det let at hoppe i fælden, hvis man ikke er opmærksom. Metoden kaldes phishing og er én ud af mange manipulerende metoder, som går under fællesbetegnelsen social engineering. Bliv klogere på phishing og social engineering her.
-
Udnyttelse af svage adgangskoder: Det gælder om at have stærke adgangskoder. It-kriminelle kan nemlig finde vej ind i virksomhedens systemer gennem svage og sårbare koder. Angreb mod virksomhedens adgangskoder kaldes brute force-angreb, og dem kan du læse mere om her.
AI øger risikoen for cyberangreb
AI-modeller er på mange måder en god nyhed. De kan øge effektiviteten i din virksomhed og analysere store mængder data på kort tid. Men der er også grund til at være påpasselig. Med AI-modellerne kommer nemlig en øget risiko for cyberangreb. Her fortæller vi dig om de mest udbredte metoder til at udnytte AI-modeller til cyberkriminalitet – og hvad du kan gøre for at beskytte din virksomhed.
Hvordan kan it-kriminelle udnytte AI-modeller?
Der er flere forskellige metoder, som it-kriminelle kan bruge til at udnytte AI-modeller til cyberkriminalitet. Her nævner vi de mest udbredte:
-
Phishing og social engineering: AI-modeller som Chat GPT kan bruges til at generere overbevisende beskeder, der ser så autentiske ud, at de kan narre medarbejdere til at afsløre følsomme oplysninger eller udføre andre skadelige handlinger. It-kriminelle kan derfor udnytte teknologien til at sende målrettede phishing-mails eller beskeder, der er svære at skelne fra ægte kommunikation.
-
Stemmeændring: Stemmeændringssoftware giver it-kriminelle mulighed for at ændre deres stemme, enten i realtid – fx i et telefonopkald – eller i videoer og andre optagelser. Stemmeændringen er med til at sløre de it-kriminelles identitet.
-
Malware og skadelig kodning: Hvis AI-modellen ikke er tilstrækkeligt sikret eller opdateret, kan den være sårbar over for udnyttelse. It-kriminelle kan nemlig benytte sikkerhedshullerne til at indlejre ondsindede instruktioner eller skadelig kode i modellen – og det kan blandt andet medføre datalækager.
-
Manipulation af beslutninger: AI-modeller er designet til at generere svar og rådgivning baseret på træning med store mængder data. It-kriminelle kan forsøge at manipulere med træningen af AI-modellen eller med datainput med det formål at påvirke beslutningsprocesser i virksomheder. I sidste ende kan manipulationen føre til fejlagtige beslutninger eller økonomiske tab.
-
Privatliv og datasikkerhed: Fordi AI-modeller som Chat GPT kræver store mængder data til træning og drift, er der risiko for lækage af følsomme data. Risikoen stiger, når en virksomhed fodrer modellen med data – fx ved at stille spørgsmål, der samtidig røber information om virksomheden, eller ved at bede modellen kontrollere data for fejl. It-kriminelle kan nu målrette de lagrede data for at få adgang til følsomme oplysninger eller bruge dem til ondsindede formål.
Hvordan kan din virksomhed bruge AI-modeller på en sikker måde?
Der er heldigvis noget, du selv kan gøre for at mindske risikoen for, at din virksomhed bliver ramt af AI-relaterede cyberangreb. Her gennemgår vi de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger én for én:
-
Husk altid at holde AI-modellen opdateret og korrekt konfigureret. På den måde undgår du kendte sårbarheder i modellen.
-
Sørg for regelmæssige sikkerhedsgennemgange og penetrationstests (hackertests) for at identificere potentielle svagheder i modellen.
-
Overvåg interaktioner med AI-modellen for at identificere mistænkelig adfærd eller afvigelse fra normal brug.
-
Hav en stærk adgangskontrol for at beskytte AI-modellens data og forhindre uautoriseret adgang til modellen.
-
Træn dine medarbejdere i at bruge modellen ansvarligt.
Ved at tage disse forholdsregler kan du og dine medarbejdere have ro i maven og samtidig udnytte de mange fordele ved AI-modellerne. God fornøjelse.