Vigtig information til dig som solcelle-ejer

Læs mere om ændringerne og få svar på dine spørgsmål. 

Hvad er flexafregning?

Energistyrelsen besluttede i juni 2018, at årsnettoafregnede egenproducenter af strøm – herunder solcelleejere – skal flexafregnes. Det betyder bl.a. at den el, som du køber hos os, fremover afregnes løbende efter din nuværende elaftale, og din egenproduktion – altså den strøm, du leverer til elnettet - sælges løbende til Energinet til spotprisen.

Læs mere om flexafregning her på Energinets hjemmeside 

Få svar på de oftest stillede spørgsmål

 

Hvad er en egenproducent? 

En egenproducent er en elforbruger, som er 100 procent samme selskab eller person som den, der producerer elektricitet eller varme og elektricitet med henblik på helt eller delvis at dække eget energiforbrug. 

Hvad er flexafregning? 

Flexafregning gælder for elkunder med et årsforbrug på under 100.000 kWh, hvor netselskabet har opsat en fjernaflæst elmåler med timeopdeling og meldt skift af afregningsform til flexafregning. Hvor netselskabet tidligere blot foretog én måling årligt for forbrug, skal der nu foretages løbende målinger af forbrug og produktion hver time året rundt. 

Når du som elkunde er flexafregnet, får vi som din elhandler et timeopdelt elforbrug at afregne dig efter. 

Akkurat som vi også har skullet indkøbe strømmen pr. time. 

I modsætning til nuværende eller tidligere årsaflæsninger (skabelonafregning) giver flexafregning mulighed for at tilbyde elprodukter, som afspejler døgnvariationen af priser på engros-elmarkedet. Som kunde får du dermed mulighed for at flytte og placere dit elforbrug til billigere timer. Læs mere om vores timeafregnet elprodukt FlexEl her. 

Flexafregning blev muligt fra 1. december 2017 og skal ifølge lovgivningen være indført for alle danske elkunder med årsforbrug under 100.000 kWh senest ved udgangen af 2020. Kunder med et årsforbrug, der er større end 100.000 kWh årligt, timeafregnes allerede. Ved udgangen af 2020 skal der hos alle danske elkunder være opsat en fjernaflæst elmåler med timeopdeling. 

Hvad er nettoafregning? 

Nettoafregning er, når en egenproducent helt eller delvist fritages for at betale beløb til dækning af offentlige forpligtelser (PSO) og elafgifter med mere, i forhold til egetforbruget af egen elektricitet. 

Der er defineret forskellige nettoafregningsgrupper, hvoraf den årsbaserede nettoafregning, også kaldet nettoafregningsgruppe 6, er den ene. 

Hvad er årsnettoafregning? 

For årsnettoafregnede egenproducenter foretages nettoopgørelsen én gang årligt. Hvis opgørelsen viser et forbrug, dvs. hvis produktionsanlægget har produceret mindre, end kunden har forbrugt i løbet af året, så skal der betales elafgift og PSO-tarif med mere af dette nettoforbrug. 

Skal man så vælge en elhandler til håndtering af produktionen? 

Årsnettoafregnede egenproducenter skal ikke ud og vælge en elhandler til at tage sig af sin øjebliksmålte pr. time håndterede produktion. 

Energinet er produktionsbalanceansvarlig for disse anlæg i henhold til § 52, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi. Det betyder, at Energinet har pligt til at aftage elproduktionen. Energinet har i praksis valgt at lade energiselskabet Vindstød håndtere aftagepligten for sig. 

Aftagepligten betyder, at man som anlægsejer ikke selv skal sørge for at sælge sin elproduktion, og at man ikke selv skal afholde omkostninger til balancering. I stedet skal Energinet (Vindstød på Energinets vegne) sælge produktionen og afholde omkostningerne til balancering. 

På produktionssiden vil man som elkunde og egenproducent fra Energinet (Vindstød på Energinets vegne) modtage en betaling for den strøm, man leverer til elnettet time for time. Betalingen vil være Nord Pools spotpris på timebasis for det prisområde, man befinder sig i (Vestdanmark eller Østdanmark). 

På forbrugssiden fortsætter det elleverandørforhold, man som elkunde og egenproducent har med den selvvalgte elhandler (Norlys), bortset fra at den afregnede energimængde øges. 

Hvad er ulempen ved flexafregning ved for årsnettoafregnede egenproducenter? 

Elkunderne i nettoafregningsgruppe 6 skal sælge deres faktiske overskudsproduktion i markedet time for time og tilsvarende købe deres faktiske forbrug time for time i markedet. Dette giver en ulempe, fordi private elkunder betaler moms ved køb af strøm, men ikke opkræver moms ved salg af strøm. Dette er den væsentligste prismæssige virkning. Efter beregninger udført af Energinet, giver det et underskud for den gennemsnitlige solcelleejer at gå fra skabelonafregnet til flexafregnet.  

Denne ulempe er estimeret til at ligge mellem 200-500 kr. pr. år. Det kan ses i arbejdsgruppenotatet, der er link til i Energistyrelsens pressemeddelelse af 19. juni 2018. 

En fordel for solcelleejerne er dog, at de med flexafregning får mulighed for at drage nytte af prisvariationen over døgnets timer. Læs mere om vores timeafregnet elprodukt FlexEl her.