Erfaren og ambitiøs projektleder til strategiske IT-sikkerheds-projekter

Ansøgningsfrist løbende | Projektleder IT sikkerhed

Har du solid erfaring som projektleder på komplekse sikkerheds-projekter? Vil du gerne arbejde med nogle af de nyeste teknologier i et miljø, hvor ambitioner og fællesskab er omdrejningspunktet? Ligger det til højrebenet for dig at motivere vores dygtige teknikere, og motiveres du selv af at gå forrest, skabe fremdrift og sikre vores koncern? Så er du med stor sandsynlighed vores nye kollega!

Du får en bred berøring i vores organisation, så du skal være dygtig til Stakeholder Management og til at kommunikere i øjenhøjde.

| Sted: Silkeborg 

Hvorfor Norlys?
Vi står med ansvar for kritisk infrastruktur i Danmark. Vi forsyner over 1 million adresser med elektricitet og internet. Og den opgave tager vi alvorligt! Vi har et stort samfundsansvar, og vi drives af at tage ansvar for mere end os selv. Vi er en virksomhed som vægter høj trivsel og høje ambitioner, og vi lykkes i fællesskab.

Ansvar for store forretningskritiske projekter i en nyfusioneret koncern
Vi er ny-fusioneret virksomhed og det fører mange forretningskritiske IT projekter med sig. Du vil få ansvar for et eller flere af vores IT-sikkerhedsprojekter. Du vil sammen med vores dygtige teknikere få til opgave at scope projekterne, lede og skabe fremdrift. Vi lægger både vægt på, at du som projektleder er god til at skabe resultater gennem andre, og at du selv har en solid viden på sikkerhedsområdet og inden for IT generelt, så du kan sparre med og motivere vores teknikere og udfordre vores koncern på bl.a. løsningsdesigns og lignende.

Som projektleder falder det dig helt naturligt at:

  • Lede et projektteam med fokus på motivation, udvikling og konflikthåndtering
  • Fokusere på strategisk involvering af interessenter
  • Nedbryde overordnede formål til konkrete leverancer og milepæle
  • Lede styregruppemøder og rapportere til ledelsen
  • Samarbejde med mange forskellige kolleger i organisationen
  • Sikre tilpas kommunikation og bevågenhed om dit projekt
  • Sikre de relevante ressourcer til projektet
  • Være proaktiv til at håndtere risici

Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af vores PMO-afdeling, som er forankret i IT. Afdelingen består af Projektledere, Test Managers og Change Managers og er kendetegnet ved høj faglighed, stærkt fællesskab og god stemning. Vi vil gerne lykkes sammen og udfordrer og sparrer med hinanden. Derudover vil du komme til at arbejde tæt sammen med en bred vifte af kolleger fra IT-organisationen og vores forretningsdivisioner.

Vi tilbyder et job i en koncern i rivende udvikling og med et stærkt økonomisk fundament. Hos os er der en naturlig sammenhæng mellem udfordringer, udvikling og succes. Vi er en organisation med højt til loftet, gode udviklingsmuligheder og konkurrencedygtige ansættelsesforhold. Vi holder hinanden op på vores værdier og vi tror på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Det er vores overordnede ambition at du udvikler dig og øger din markedsværdi, når du er hos os.

Dit primære arbejdssted vil være på vores hovedkontor i Silkeborg, men du skal være indstillet på ofte at komme på vores lokationer i Esbjerg og Aarhus.

Du skaber stærkt følgeskab omkring IT-sikkerhedsløsninger
Vi forventer, at du har minimum fem års erfaring som projektleder af større sikkerhedsprojekter – enten fra konsulentverdenen eller fra en større koncern. Og du skal være opsat på at holde din sikkerhedsfaglige viden ved lige. Vi vægter efteruddannelse på dette område højt!

Som teknisk projektleder har du forståelse for:

  • Kritisk infrastruktur i energi (SCADA, OT netværk)
  • Netværksinfrastruktur (IPS/IDS, firewalls m.m.)
  • Log management / SIEM systemer og den infrastruktur, som dette kræver
  • Virtualisering
  • Cloud infrastruktur (fx Azure) samt as-a-service systemer som Office 365
  • Active Directory

Som person har du strategisk tæft og det falder dig naturligt at stå i spidsen for strategisk vigtige projekter. Og du er vant til at navigere i, at sikkerhed ofte komplicerer andre løsninger og sætter krav til både personer, processer og teknik.

Du er en stærk kommunikator, dygtig til hurtigt at skabe dig et velfungerende netværk og til at skabe følgeskab omkring en fælles retning. Endelig har du en pragmatisk og imødekommende indstilling til at få projektet til at lykkes i fællesskab med din projektorganisation.

Vil du være en del af fællesskabet?
Er du nysgerrig på at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Metus Kristensen på tlf. 5164 4091.

Ansøgningsfrist
Vi afholder samtaler løbende og tager annoncen ned, når vi har fundet den rette kandidat, så send os din ansøgning hurtigst muligt. Vi glæder os til at høre fra dig!

Norlys
Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig. Med 709.000 andelshavere, ca. 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere er vi Danmarks største energi- og telekoncern. Norlys ejer Stofa og Boxer og har hovedsæde i Silkeborg samt lokationer i blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København.

Kontakt

Metus Kristensen
Afdelingsleder PMO
Telefon: 5164 4091

 

Tilbage til oversigten