Opladning af elbil og plugin-hybrid - 4 gode spørgsmål (og svar)

Går du og tænker om din næste bil skal være en elbil eller plugin-hybrid? Eller måske har du allerede købt en? Uanset, hvor langt du er i dine overvejelser, så har vi samlet en masse viden om opladning af elbiler og plugin-hybrid til dig – og hvorfor det er smart med en ladestation til elbil hjemme.

  1. Hvor kan jeg oplade min elbil og plugin-hybrid?

  2. Hvad koster det at lade en elbil eller plugin-hybrid op?

  3. Hvor langt kører en elbil på en opladning?

  4. Hvordan får jeg en ladestander til elbil eller plugin-hybrid hjemme?

Hvor kan jeg oplade min elbil og plugin-hybrid?

Måske har du allerede spottet ladestandere ved blandt andet store supermarkeder, storcentre, p-pladser og tankstationer – især i de store byer. Efterhånden findes der nemlig mange steder, hvor du kan oplade din elbil eller plugin-hybrid. Så kan bilen få en tiltrængt opladningspause, mens du er på arbejde, klarer dagens indkøb eller tager en tur i biografen eller på restaurant.


Du kan både oplade privat og offentligt

Overordnet set kan du enten lade din elbil op derhjemme, hvis du køber en privat ladeboks, eller ved en af de mange offentlige ladestandere, der findes i dag.

Både hjemme i privaten og på langt de fleste offentlige ladestandere, kan du lade din bil op med det såkaldte Type 2 stik, der i dag er den europæiske standard for ladestik. Det vil altså sige, at det også typisk vil være samme stik, du finder på ladestandere uden for Danmarks grænser.

På ladestandere i nærheden af motorvejen og andre trafikale knudepunkter, vil du også ofte kunne finde hurtigladerstik, der gør optankningstiden kortere, så du hurtigt er videre igen.


Sådan finder du en ladestander

Selvom der efterhånden er mange ladestandere rundt omkring, kan det være rart at have overblikket over, præcist hvor de befinder sig. Der er flere hjemmesider, som har lavet overblik over, hvor i landet de forskellige ladestandere er placeret. For hvis du skal på en af de helt lange køreture, er det en god idé at planlægge dine opladninger for at holde kadencen.

De fleste elbiler og plugin-hybrid kan hjælpe med at søge ladestandere frem. Men hvis du forbereder dig hjemmefra, kan du også gå ind på de forskellige udbyderes hjemmesider og apps for at finde deres ladestandere. Eller du kan bruge hjemmesider som for eksempel PlugShare, der giver dig et samlet overblik over ladestandere i hele verden på tværs af udbydere, eller A Better Route Planner, som kan bruges til at planlægge ladestop på din tur.

Hvad koster det at lade en elbil eller plugin-hybrid op?

Med traditionelle benzin- og dieselbiler er det ret nemt at regne ud, hvad det koster at tanke op. Tag dagsprisen på benzin eller diesel og gang den med antal liter, så har du en pris, der for langt de fleste biler vil ligge et sted mellem 300-500 kroner for en fuld optankning.

Men med en elbil er det straks lidt mere kompleks at regne ud, hvad en optankning koster. Det afhænger nemlig af flere faktorer. Blandt andet:

  • Har du en lader derhjemme, eller benytter du de offentligt tilgængelige ladere?

  • Har du købt, eller leaser du din lader?

  • Betaler du pr. kWh, du tanker, eller har du købt et fastprisabonnement?

Derfor kigger mange, for eksempel FDM, også på den samlede økonomi i stedet for blot på udgiften til den enkelte optankning. Men vi ved det godt. Det er rart at have et beløb at sammenligne med, hvis du i dag kører i benzin- eller dieselbil.

En typisk elbil med et batteri på 75 kW koster cirka 70 kroner (inkl. afgiftsrefusion) at lade op på en ladestander derhjemme, hvis batteriet er helt fladt. Du skal dog undgå at køre det helt tomt, eller fylde det op til 100% hele tiden, da det slider på batteriet. Forsøg at holde dig mellem 10% til 80% ved daglig opladning, og lad kun batteriet helt op før du skal på langtur.

En plugin-hybrid med et batteri på 14,4 kW koster omkring 13 kroner (inkl. afgiftsrefusion) at lade op på en ladestander derhjemme, hvis batteriet er helt fladt. Med en plugin-hybrid sker der ikke noget ved at køre batteriet helt tomt.

Hvis du får brug for at lade din elbil eller plugin-hybrid op ude i byen, findes der forskellige løsninger. Fx Clever og E.ON Drive. Alt efter hvem du vælger (og om det er normallader eller lynlader), koster det mellem 3,5-5 kr. pr. kWh.


Opladning af en elbil koster typisk mellem 600 til 1.200 kr. pr. måned

Selvom udgifterne til opladning af en elbil afhænger af mange forskellige faktorer, så når FDM alligevel frem til et skøn. Ikke for prisen pr. opladning, men en samlet pris for de månedlige omkostninger. Et skøn, der både tager højde for etablerings-, leasing- og abonnementsomkostninger samt en gennemsnitlig pris pr. kWh.

De lander i et spænd, der ligger mellem 600 til 1.200 kr. i månedlige udgifter for opladninger til en elbil, der kører 20.000 km om året.

Den endelige pris, du kommer til at betale for at oplade din elbil, afhænger dog i høj grad af hvilken ladeløsning, du har valgt, hvor meget du lader bilen op derhjemme, og hvor økonomisk du kører.

Valg af ladeløsning


Du har to muligheder, når du skal vælge ladeløsning: enten køber du en ladeboks eller leaser en ladeboks.


Mange steder kan du købe en ladeboks gennem en udbyder og afbetale den over tid. Og så er installationen en del af startprisen. Når du leaser betaler du stadig for installation, men ejer ikke ladeboksen.


Der findes forskellige former for abonnementer, men de to typiske er:

Frit forbrug

Brug alle de kWh-timer du vil for et fast beløb pr. måned. Medmindre du har et meget højt kørselsforbrug, kan det være en dyrere løsning end at betale efter forbrug. Til gengæld skal du ikke tænke på, hvor meget du bruger. Denne type abonnement kan bedst betale sig, hvis du kører over 40.000 km om året.

Betal efter forbrug

Abonnementet indeholder normalt en serviceaftale til et mindre beløb pr. måned, og så betaler du pr. kWh, du bruger. Det kan bedst betale sig, hvis du kører under 40.000 km om året.

Hvor langt kører en elbil på en opladning?

En af de store barrierer, der afholder mange fra at købe elbil, er spørgsmålet om rækkevidde. Men der er ingen grund til bekymring.  

Danske bilister kører i gennemsnit “kun” 40 km om dagen. Til sammenligning kører de elbiler, der findes på markedet lige nu mellem 200 til over 500 km på en optankning ved et blandet kørselsmønster. Altså nok til at køre en gennemsnitsdansker kørende en hel arbejdsuge.


Mellem 200 til over 500 km på en fuld opladning

FDM har nemlig lavet en test af en lang række elbiler, der viser, at der for rigtig mange bilister slet ikke er nogen grund til at have den såkaldte rækkevidde-angst.

For de elbiler, der findes på markedet lige nu, kan køre mellem 200 til over 500 km på en optankning ved et blandet kørselsmønster. Så hvis du skal fra Skagen til Sønderborg, skal du sandsynligvis oplade din elbil undervejs – imens kan du slukke kaffetørsten og strække ben. De fleste ladestandere langs motorvejen er nemlig placeret lige ved restauranter, McDonalds mv.

Men ellers er der altså ingen risiko for, at du pludselig løbet tør for strøm på vej på arbejde, for du kan komme rigtig langt på en opladning. Og hvis du vil være helt sikker på altid at have masser af strøm på bilen, er det bare med at huske, du kan lade bilen, mens du fx er inde og handle eller i biografen.

Desuden er elbilerne kommet for at blive. Så i løbet af de næste år, vil der komme flere og flere ladestandere til langs motorvejene, ved tankstationerne osv.


Rækkevidden bliver kortere ved motorvejskørsel

Motorvejskørsel dræner dog batteriet i elbilerne ekstra hurtigt - uanset model. Vindmodstand er nemlig batteriets største fjende, og hvis du øger hastigheden fra 110 km/t til 130 km/t, forhøjer det dit forbrug med 20 procent. Så du kan med fordel sætte farten lidt ned og nyde turen.

Men selv bilen med den dårligste rækkevidde i testen, en Smart EQ Fortwo Cabrio 18 kWh, havde stadig en rækkevidde på 85 km ved en konstant hastighed på 110 km/t. Det svarer til en køretur fra Aarhus til Herning.

Bilen med den bedste rækkevidde i FDMs test, en Tesla Model S Long Range 100 kWh, kunne stadig nå at køre 486 km ved en konstant hastighed på 110 km/t, før batteriet gav op.

Hvis du søger et mere prisvenligt alternativ, har både Kia e-Niro og Hyundai Kona gode rækkevidder. Ved 90 km/t kan de begge køre mere end 500 km på en opladning.

Så hvis du er på jagt efter en elbil og allerede nu ved, at du kommer til at køre meget på motorvej, bør du vælge en model med en batteristørrelse, der passer til det behov.  


Husk det passive forbrug

Måske du allerede er opmærksom på det passive forbrug. For din elbil eller plugin-hybrid har et mindre forbrug, der ikke bliver brugt til kørte kilometer på vejen.

Det kan blandt andet være:

  • Opvarmning af bilen om vinteren, så du ikke fryser

  • Opvarmning af batteri, når der er koldt

  • Brug af batteri, når du ”vækker” bilen via app

  • Brug af radio, musik og køreassistent

Præcis ligesom en benzin- eller dieselbil også bruger brændstof på fx opvarmning af bilen, klimaanlæg mv.

Hvordan får jeg en ladestander til elbil eller plugin-hybrid hjemme?

Hvis du vil have en ladestander (eller ladeboks) til elbil hjemme, så du fx kan lade din bil op om natten, har du to muligheder:

  • Køb eller lej en ladeboks med abonnement eller serviceaftale. Her har du mulighed for at få refusion for en del af strømafgiften – også kaldt afgiftsrefusion

  • Køb en ladeboks uden abonnement eller serviceaftale. Med den løsning er der ikke mulighed for afgiftsrefusion, og du betaler almindelig strømpris.

Der findes flere forskellige udbydere (og ladeoperatører), hvor du kan købe eller leje en ladestander/ladeboks til elbil. Fordelen ved denne løsning, udover at du får afgiftsrefusion, er blandt andet, at udbyderen typisk sørger for at sætte din ladeboks op – og nogle steder kan du købe ladeboksen på afbetaling, så du ikke skal hive et stort beløb op af lommen med det samme.


Hvorfor skal jeg bruge en ladeboks?

Hvis du gerne vil oplade din elbil eller plugin-hybrid hjemme, er en ladeboks den mest sikre løsning. Derfor er det ikke en god idé at bruge en såkaldt ”mormorlader” til opladning af elbil. En mormorlader dækker over det ladekabel, der (for det meste) følger med bilen, og som du kan tilslutte en helt almindelig stikkontakt. Selve laderen er sikker nok, men dine elinstallationer derhjemme er sandsynligvis ikke gearet til at kunne klare opladning af elbil.

Derfor er mormorladeren kun til nødsituationer og bør kun bruges til korte opladninger. I værste tilfælde kan der nemlig opstå brand i elinstallationen.


Lad bilen billigere op med refusion af elafgift på elbil

Endnu en fordel ved en ladeboks er, at du – hvis du køber eller lejer en ladeboks med abonnement eller serviceaftale – kan få refusion af elafgift på elbil. Indtil 2030 får ladeoperatørerne nemlig refunderet op til 1,12 kroner per kWh, og den godtgjorte elafgift ryger direkte tilbage til elbilejerne. Det giver en cirka pris på lige under 1 kr. pr. kWh og holder dermed prisen nede.

Lader du bilen op med mormorlader, eller køber du en ladeboks uden abonnement eller serviceaftale, er der ikke mulighed for refusion af elafgift – og du betaler dermed almindelig strømpris.