Hvad er en hybridbil, plugin-hybrid og elbil?

Elbiler og hybridbiler er godt på vej ind på det danske marked og i den ene bilreklame efter den anden, får vi smidt ord som ”elbil”, ”hybridbil” og ”plugin-hybrid” efter os. Men hvad er en hybridbil, en plugin-hybrid og elbil? Vi viser dig vejen. Læs med og bliv klogere:

  1. Hvad er en hybridbil?

  2. Hvad er en plugin-hybrid?

  3. Hvad er en elbil?

Hvad er en hybridbil?

En hybridbil er en bil med én forbrændingsmotor og en eller flere elmotorer, der arbejder sammen. Den skifter helt automatisk mellem at køre på benzin eller diesel og el. Hybridbilen skal ikke oplades via en ladestander eller ladeboks, men tankes blot som en normal bil. Du skal dog ikke tanke så ofte, som hvis du havde en almindelige benzin- eller dieselbil.

En hybridbil har et mindre højvoltsbatteri, der automatisk bliver opladet, når forbrændingsmotoren er i gang, når du slipper speederen eller bremser. Bilen skifter selv over til at køre på el, når der er strøm nok på batteriet. Typisk kører hybridbilen mest på el ved lave hastigheder som fx i byen. Her får du også mest ud af hybridteknologien, fordi der er en del stop og start, hvilket får elmotoren til at køre længere på literen. Ved landevejskørsel og motorvejskørsel slår hybridbilen hurtigt over på forbrændingsmotoren.

Fordele og ulemper ved hybridbil

Fordele

  • Støjsvag når den kører på el

  • Automatgear (for mange bilister er automatgear en fordel)

  • Kører langt på literen

  • Bliver hurtigt tanket op

Ulemper

  • Forbrændingsmotoren er den primære energikilde. Så når der ikke er mere batteri på den elektriske motor, forurener bilen lige så meget som en benzin- eller dieselbil

  • Samme støjniveau som benzin- eller dieselbil, når elmotoren slår fra

  • Kan ikke køre langt på el

  • Du kan ikke oplade den

Hvad er en plugin-hybrid?

En plugin-hybridbil er en kombination af en elbil og en hybridbil. Kort sagt er det en hybridbil, der har et kraftigere batteri, som du kan lade op.

Den kan køre længere på ren el end en almindelig hybridbil – og ved højere hastigheder, fordi den har et større og kraftigere batteri. Batteriet i en plugin-hybrid lades op via en ladestander eller ladeboks, præcis som med en almindelig elbil. Den skal selvfølgelig også tankes med benzin eller diesel i ny og næ, men er du god til at oplade den, behøver du ikke kaste mange penge efter benzin eller diesel. Faktisk er brændstofforbruget med en plugin-hybrid i gennemsnit 40 procent lavere end med benzin- eller dieselbiler, hvis du husker at oplade plugin-hybridbilen hver dag. Og ligesom med en hybridbil oplades batteriet også, når forbrændingsmotoren er startet, når du slipper speederen eller bremser.

Ligesom elbiler er plugin-hybridbiler støjsvage (når de kører på el) og har typisk også automatgear.

Fordele og ulemper ved plugin-hybrid

Fordele

  • Støjsvag når den kører på el

  • Automatgear (for mange bilister er automatgear en fordel)

  • Kører langt på literen

  • Er ligesom en elbil på korte ture

  • Bliver hurtigt tanket op

Ulemper

  • Den kan ikke køre så langt på ren el – cirka 15-60 km afhængig af model og kørselsmønster

  • Derfor skal du kunne lade tæt på dit hjem for at køre på el til hverdag

  • Hvis bilen er uden varmepumpe, kan den ikke køre på ren el, når det er koldt

  • Har typisk et mindre bagagerum end tilsvarende benzin- eller dieselbiler

Hvad er en elbil?

En elbil har kun en elmotor og kører udelukkende på ren strøm fra genopladelige batterier. Den har derfor ikke en forbrændingsmotor. Elbiler har et stort batteri og lades op via kabel. Det gør de fleste elbilejere på en privat ladeboks derhjemme eller på en ladestander ude i byen, på p-pladser eller på arbejdspladsen. Fordelen ved at have en ladeboks derhjemme er, at du kan lade din bil om natten.

Det er forskelligt, hvor langt en elbil kan køre på en opladning. Det afhænger blandt andet af kørselsmønster, årstiden og model. Men elbiler får længere og længere rækkevidde og spænder i dag fra cirka 80 km til 600 km på en opladning.

Elbiler er kendt for at være støjsvage. Både at køre i, men også for andre ude i trafikken. Og så har de automatgear, hvilket for mange er en stor fordel.

Fordele og ulemper ved elbil

Fordele

  • Lav Co2-udledning

  • I mange tilfælde billigere at køre i og færre omkostninger til vedligeholdelse ift. benzin- eller dieselbiler

  • Støjsvag

  • Automatgear (for mange bilister er automatgear en fordel)

  • Billigere i afgifter som det er lige nu

Ulemper

  • Få elbiler har mulighed for anhængertræk

  • Stort forbrug af el ved høje hastigheder på motorvejen

  • Der er ikke så mange til salg på brugtbilsmarkedet

Hvilken bil skal jeg vælge?

Der er mange ting at overveje, når du står overfor et nyt bilkøb eller leasing af ny bil. Derfor har vi samlet de vigtigste ting, du skal have in mente, når du kigger på ny elbil, hybridbil eller plugin-hybrid:

Hvad er dit primære kørselsbehov? Skal du køre langt på arbejde hver dag, eller kører du kortere strækninger? Nogle biler er bedre til lange strækninger end andre:

  • Elbiler er rigtig gode til by- og landevejskørsel. Bilen forurener ikke i byen og med automatgear skal du ikke bøvle med gearene, når der er mange opbremsninger og lyskryds. Kører du hurtigt, forhåbentlig kun på motorvejen, bruger elbilen ekstra strøm og det har effekt på rækkevidden. Men mange elbiler kører i dag langt på en opladning, også ved høje hastigheder. Det er dog altid en god idé at planlægge ladestop på forhånd, hvis du skal køre meget langt.

  • Hybridbiler er velegnede til bykørsel og til dels også landevejskørsel, hvor benzin- eller dieselmotoren får den til at køre længere på literen.

  • Plugin-hybridbiler er særligt gode til bykørsel, hvor de for det meste vil køre på ren el. Når du kører længere ture eller kører hurtigt, slår en plugin-hybrid over på benzin eller diesel. Du kan altså køre lange stræk uden nødvendigvis at skulle lade undervejs. I stedet skal du så tanke bilen med benzin eller diesel.

Hvordan er dine muligheder for at lade? Hvis du fx bor i lejlighed og ikke har mulighed for at få sat en ladestander eller ladeboks op – og du ofte skal køre lange strækninger – kan det være en fordel at vælge en bil med mulighed for hurtigladning, så du ikke skal bruge for lang tid på at lade ude i byen eller på arbejdspladsen.

Hvor stort et bagagerum har du brug for? Skal du have plads til en stor barnevogn + det løse, eller skal du bare fragte en weekendtaste i ny og næ? Det er vigtigt at tjekke, der er nok plads – så sjovt er bagagerums-tetris heller ikke.

Har du brug for trækkrog? Hvis du er en hyppig gæst på genbrugspladsen eller bruger hver sommer i en campingvogn ved Gardasøen, har du sandsynligvis brug for et anhængertræk. I hvert fald hvis elbilen er din eneste bil. Derfor skal du undersøge, om den model du har udset dig, kan fås med trækkrog, og hvor meget den må trække. Nogle hybridbiler findes ikke med anhængertræk eller må kun bære en cykelholder.

Og så er det altid en god idé at komme ud og prøvekøre flere forskellige biler, så du er helt sikker på, at bilen passer til dit komfortniveau og temperament.